skip to Main Content
Løngab

Det fleksible arbejdsmarked er blevet en spareøvelse

 

Dansk Journalistforbunds (DJ) årlige lønstatistik landede i postkassen i slutningen af februar. Den dækker lønniveauet for fastansatte, primært på overenskomst, og er et glimrende eksempel på, hvorfor fagforeninger og overenskomster – en del af den danske model – er så vigtige. Men statistikken indikerer også, at løngabet mellem fastansatte og ikke fastansatte er alt for stort.

En chef på et større dansk dagblad fortalte mig engang i forbindelse med min lønforhandling, at jeg ikke skulle sammenligne min løn med andres for at få mere i løn, men alene påvise mine egne kvalifikationer for at få mere i lønningsposen. Men i dag, mere end 20 år senere, kan jeg se, at det i hvert fald ikke handler om kvalifikationer alene, når der forhandles løn. I givet fald ville rigtig mange artikler, fotos og layouts lavet af freelancere være udtryk for, at arbejdsgiverne ikke mener, at de frie fugle leverer kvalitet.

Udhuling af den reelle løn

Den udhuling, som mange freelancere og kombinatører oplever af deres honorarer og lønbetalinger, viser to ting: 1) arbejdsgivernes omlægning af redaktionelt arbejde fra fastansatte til freelancearbejde dækker over reel reducering af lønudbetalinger og 2) DJ har ikke har været opmærksomme nok på freelancernes løn- og arbejdsvilkår i alt for lang en periode.

Det fleksible arbejdsmarked er kommet for at blive. Men det må aldrig ende som et prekariat af underbetalte løsarbejdere. Det fleksible arbejdsmarked bør skabe grobund for nytænkning, agilitet, forandring og forbedring – og ikke anvendes som en spareøvelse for mediebranchens arbejdsgivere. Vi skal se kvaliteterne hos både den fastansatte og hos freelanceren. De to parter skal komplementere hinanden og ikke forskelsbehandles.

Vi må godt tale om ulighed

Det er lovmæssigt ikke tilladt freelancerne at gå sammen om et ensartet og rimeligt lønniveau, men ingen kan stoppe frie fugle fra at kvidre. Åbenhed omkring aflønning er vejen frem. Det er sådan, de nyoprettede freelancegrupper under DJ arbejder – og det er en af vejene frem mod mere rimelige honorarer og timebetalinger. En anden vej er, at DJ ifm. overenskomsterne arbejder med freelanceaftaler, hvor minimumsaflønningen ligger væsentligt tættere på den gennemsnitlige overenskomstansattes timeløn – inklusive arbejdsgiverens udgifter til pension, arbejdsstation, ferie, sygdom mm. Her er Medieaftalerne mellem DJ/HK og fagbladene et godt sted at hente inspiration.

Freelancere og fastansatte bidrager hver især med at gøre formidling bedre. Derfor bør vi i DJ ikke tillade, at løngabet mellem faste og frie bliver så stort. Den danske model er efter min mening god – vi skal ”bare” huske at få alle med, når vi laver aftaler.

#løngab #lønstatistik #danskjournalistforbund #lighed

danskjournalistforbundfreelancerehonorarlighedløngablønstatistik

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Seneste blogindlæg

Back To Top

Vi indsamler ikke dine informationer. Se mere

Cookie-indstillingerne på dette websted bruges kun, hvis du kommenterer på blogindlæg. Hvis du fortsætter med at bruge webstedet uden at ændre dine Cookie indstillinger eller du klikker på "OK" nedenfor så samtykke du til dette.

Luk