I disse dage bliver der talt om mørketal. Tal som ikke kan ses eller bekræftes, men som alle ved findes. Tal som er umulige at tælle, fordi de går under radaren for hvor og hvordan vi finder det, vi skal tælle. Nej, det handler ikke om covid-19, men det jeg skriver om, er foranlediget af covid-19.
I kølvandet på den i øvrigt glimrende indsats, der pt gøres for at hjælpe det danske erhvervsliv, er der opstået en forening – startende som en Facebook-gruppe – der har påtaget sig at være talerør for soloansatte/selvstændige. Gruppen, Danske Soloselvstændige, er på kort tid blevet stor og den bliver hørt – også af politikerne ser det ud som. Så godt, så langt. Det interessante i debatgruppen på Facebook er, at rigtig, rigtig mange af dem, der debatterer her, viser sig at falde helt uden for den hjælpepakke, der er givet til freelancere og selvstændige. Alene fordi de simpelthen tjener så lidt, at de ikke er berettiget til noget som helst.
Mange undrer sig over, hvordan det dog kan lade sig gøre, men som en kommentar til en velmenende – men helt uvidende spørger – lød det: ”Det lyder som et rigtig ”privilgeretspørgsmål”, at spørge om hvordan man kan lever af så lidt”. Og det er det. For det er ufatteligt for dem, der tjener mere en 15.000 kroner om måneden, at der findes mange, der tjener mindre end det. Bemærk ordet ”tjener”. Der er nemlig tale om mennesker, der ikke får en krone af det offentlige. Mennesker som sætter en ære i at arbejde og tjene egne penge, men som altså ofte ikke tjener mere end hvad en person på kontanthjælp kan få. Disse mennesker, der ofte har mange forskellige småjobs, kommer i disse dage frem i lyset. De er Danmarks arbejdende mørketal. De står uden for A-kassesystemet, for de har ikke råd til at betale til forsikringen, der – ifald de skulle melde sig arbejdsløse – heller ikke ville give dem den maksimale dagpengedækning på ca. 18.500 kroner, som fuldtidsdækkede og normaltlønnede er berettiget til.
De står også ofte uden for kontanthjælpssystemet, fordi de enten er gift med en som tjener lidt (gensidig forsørgerpligt er ikke nødvendigvis et udtryk for at man er gift rigt), eller fordi de – trods alt – har ageret fornuftig og har sparret op til fx en bil – som de typisk bruger i arbejdsmæssigt øjemed. Eller de har en lille kolonihave (som de har haft i årtier), eller de har bare husket at sparre lidt op til dårligere tider (som de ved altid kommer). Denne gruppe af mennesker lever virkelig fra hånden til munden – og de er lige så forskellige som alle andre. Der er mange historier om både sygdom og uheld, frihed og ansvar og meget, meget andet. Det er dem, der pudser vores vinduer, healer vores sjæle, sliber vores knive, vasker vores tøj, samler vores genbrug og sælger det på markeder, arbejder som vikar, maler dit sommerhus, udfører havearbejde eller sælger dig et avisabonnement – listen er næsten uendelig. Og ja, her gemmer sig også rigtig mange kunsterne af forskellig slags. Det er af dem, du køber underholdning til dit sølvbryllup eller unika brugskunst. Lige nu falder de udenfor enhver hjælpepakke. Til hverdag aner vi faktisk heller ikke noget om dem.
De indgår ikke i nogen statistikker. De tæller ikke med i nogen brancheorganisationer. Der findes mange betegnelser for disse mennesker; kombinatører, prækariatet, freelancere med mere. Nogle er det bevidst og frivilligt. Andre er røget ud af dagpengesystemet og hutler sig modvilligt igennem med småjobs. De har ikke råd til at betale for et medlemskab, der kunne gøre dem synlige. Derfor er de usynlige. Men lige nu pibler de frem. Ikke på grund af foråret, men fordi krybben er tom.
Den synlighed håber jeg varer ved. Ikke blot skal disse mennesker også hjælpes i krisetid, de bør tælles i mandtal, så erhvervslivet, politikerne og resten af samfundet ser, hvem der også holder hjulene i gang og giver os unikke øjeblikke. Uden pensionsopsparing, kantineordning og andet sikkerhedsnet.
#mørketal #prækariat #hjælpepakke
This Post Has 0 Comments